Metallet wolfram, hvis navn er afledt af svensk - tung (tung) og sten (sten) bruges hovedsageligt i form af cementerede wolframcarbider.Cementerede karbider eller hårde metaller, som de ofte kaldes, er en klasse af materialer fremstillet ved at 'cementere' korn af wolframcarbid i en bindemiddelmatrix af metallet kobolt ved en proces kaldet væskefasesintring.
I dag varierer kornstørrelserne af wolframcarbid fra 0,5 mikron til mere end 5 mikron med et koboltindhold, der kan gå op til omkring 30 vægtprocent.Derudover kan tilsætning af andre karbider også variere de endelige egenskaber.
Resultatet er en klasse af materialer, der er kendetegnet ved
Høj styrke
Sejhed
Høj hårdhed
Ved at variere kornstørrelsen af wolframcarbidet og koboltindholdet i matrixen og tilføje andre materialer, har ingeniører adgang til en klasse af materialer, hvis egenskaber kan skræddersyes til en række tekniske applikationer.Dette omfatter højteknologiske værktøjer, sliddele og værktøjer til byggeminedrift og olie- og gassektoren.
Wolframcarbid-produkter er resultatet af en pulvermetallurgisk proces, som primært anvender wolframcarbid- og koboltmetalpulvere.Typisk vil sammensætninger af blandinger variere fra 4% cobalt til 30% cobalt.
Hovedårsagen til at vælge at bruge wolframcarbid er at drage fordel af den høje hårdhed, som disse materialer udviser, og dermed forsinke slidhastigheden af individuelle komponenter.Desværre er straffen knyttet til høj hårdhed mangel på sejhed eller styrke.Ved at vælge sammensætninger med højere koboltindhold kan der heldigvis opnås styrke ved siden af hårdhed.
Vælg lavt koboltindhold til applikationer, hvor komponenten ikke forventes at opleve stød, opnå høj hårdhed, høj slidstyrke.
Vælg højt koboltindhold, hvis påføringen involverer stød eller slag og opnå større slidstyrke, end de fleste andre materialer kan tilbyde, kombineret med evnen til at modstå skader.
Indlægstid: 29-jul-2022